Cøliaki (gluten intolerance)
 
Cøliaki er en sygdom der beskadiger tyndtarmens frynsede slimhinde. Dette fører til nedsat funktion af tarmen, hvorved man har svært ved at optage kostens ernæringsbestanddele ( vitaminer, mineraler,
kulhydrater og fedt ). Et andet ord for cøliaki er glutenintolerance.
 
Forekomst:
 
Cøliaki er en kronisk og delvis arvelig sygdom. Den forekommer i alle aldre men er lidt hyppigere hos kvinder end hos mænd. Hos mere end halvdelen af patienterne starter sygdommen i barndommen.
Risikoen for at udvikle glutenallergi er større, jo tidligere småbørn begynder at spise grød og brød.  
I nogle lande er glutenallergi særlig hyppig  (Sverige, Irland ). Man regner med at op til 5000 danskere har sygdommen.
 
Årsag:
 
Beskadigelsen af tyndtarmens slimhinde udløses af nogle proteiner ( prolaminer ), som findes i hvede, spelt, rug og byg, men næppe i havre. Populært kaldes disse kornproteiner for ” gluten ”.
Det vides ikke med sikkerhed, hvordan gluten skader tyndtarmsslimhinden, men kroppens forsvarsmekanismer spiller formentlig en rolle, idet der kan påvises kroniske betændelsestilstande i
slimhinden. Hos de fleste patienter med cøliaki kan der påvises antistoffer mod gliadin ( hoved-bestanddelen af gluten i hvedemel ) i blodet. Der er dog ikke tale om en egentlig allergisk sygdom.
 
Symptomer:
 
Symptomernes sværhedsgrad afhænger af graden af tyndtarmsskade. Nogle patienter har blot lette gener, mens andre udvikler svære mangelsymptomer.
 
Symptomerne på cøliaki er:
 
- Træthed fra 30-60 min. efter indtagelse af glutenprodukter
- Megen tarmluft

- Mavesmerter
- Optagelsesproblemer med mangel på næringsstoffer
- Tynde afføringer
 
Undertiden ses også:
 
- Forstoppelse
- Nedsat blodprocent
- Ledsmerter
- Vægttab
- Træthed
- Dårligt humør
- Dermatitis Herpetiformis
 
Hudsygdommen Dermatitis Herpetiformis viser sig som små væskefyldte blærer og stærk kløe. Patienter med denne sygdom har de samme forandringer i tarmen som ved cøliaki og skal derfor også spise kost uden gluten.
 
Hos personer med lette symptomer på cøliaki kan der gå år, fra de første gang har symptomer, til det kan fastslås at sygdommen er cøliaki.
 
Diagnose:
 
Ofte kan man få en mistanke ved nogle bestemte blodprøver hvor man måler endomysie-antistoffer og gliadin-antistoffer. Hos mange patienter med cøliaki kan påvises gliadin-antistoffer i blodet.
Diagnosen stilles ved at man undersøger en vævsprøve fra slimhinden i tyndtarmen. Vævsprøven tages som regel med en gastroskop ( mavekikkert ).
 
Behandling:
 
Cøliaki behandles med en livslang diæt helt uden gluten. I praksis vil det sige en diæt der ikke indeholder proteiner fra hvede, spelt, rug og byg og for børns vedkommende heller ikke proteiner fra havre.
Under diætbehandlingen bliver tarmslimhinden normal og kan optage de nødvendige næringsstoffer fra maden.
Så længe slimhinden er skadet, dvs. i starten af diæten, er det hensigtsmæssigt at patienten også undgår mælk og mælkeprodukter, da laktose ( mælkesukker ) fra mælkeprodukterne optages dårligt fra den
syge tyndtarm. Når sygdommen efter et par måneder er gået i ro, vil de fleste patienter kunne tåle mælkeprodukter igen.
Mangeltilstande der er opstået i forløbet af sygdommen, afhjælpes med tilskud af vitaminer og mineraler.
 
Forløb:
 
Patienter med cøliaki har en lille øget risiko for at udvikle malignt lymfom ( ondartet kræft ) i tyndtarmen. Nye undersøgelser tyder på, at risikoen for lymfom reduceres til niveauet i den øvrige befolkning efter 5
år med glutenfri diæt.Hvis man spiser gluten når man har cøliaki, er der en let øget risiko for at udvikle kræft i mave-tarmkanalen. Holder man derimod diæten, har man ikke større risiko end andre mennesker har.